Handelsbetingelser

Pengene-tilbage-garanti

I tilfælde af, at du ikke er fuldt ud tilfreds med vores service, tilbyder vi en ’pengene-tilbage-garanti’.

For at få pengene tilbage for utilfredsstillende service, skal du kontakte os via hej@hejdoktor.dk. For at benytte dig af pengene-tilbage-garantien, skal du skrive en kort beskrivelse af din oplevelse, og forklare hvorfor vi ikke levede op til dine forventninger. Herefter vil vi gennemgå sagen og kontakte dig vedrørende refundering mm.

Bemærk det er ikke muligt at få refunderet betalinger hvis man som patient har samtykket til behandling som lægerne herefter har iværksat, eksempelvis hvis lægerne har udskrevet recepter eller lignende.

Derudover er det heller ikke muligt at få refunderet betalinger til Hejdoktors akneforløb.

Generelt

Handelsbetingelser er ikke altid lige lette at forstå. De er imidlertid til for at beskytte dig som forbruger, så det er vigtigt, at du gør dig bekendt med alle detaljer. Har du derfor spørgsmål til vores handelsbetingelser, er du altid velkommen til at kontakte os på mail: hej@hejdoktor.dk.

Disse betingelser gælder for www.hejdoktor.dk, herunder services forbundet med abonnementer og enkeltkøb. Ved benyttelse af Hejdoktor.dks services, accepterer du disse vilkår samt vores cookie- og privatlivspolitik og indvilliger i at være bundet af dem.

Produktinformation

Kunden får efter betaling adgang til en konsultation med en læge, sygeplejerske, psykolog eller fysioterapeut. Konsultationen foregår enten skriftligt eller via video. Der kan købes adgang til en konsultation hos en sundhedsfaggruppe som et engangskøb. Derudover er der mulighed for at købe et abonnement som giver fuld adgang til alle sundhedsfaggrupper og et frit antal konsultationer i abonnementsperioden.

Enkeltkøb

Ved køb af en enkelt konsultation, betales der forud, og kunden får efter betaling adgang til en online konsultation med en læge, hudlæge eller psykolog. Beløbet for konsultationen betales straks i forbindelse med køb af en konsultation. Konsultationen foregår enten skriftligt eller via video. En konsultation indebærer ét svar på én henvendelse. I tilfælde af, at du ikke er fuldt ud tilfreds med vores service, vil du til hver en tid kunne gøre krav på pengene tilbage. Se afsnittet øverst ’pengene-tilbage-garanti’.

Køb af abonnement

Hejdoktor stiller forskellige abonnementstjenester til rådighed, som giver adgang til vores online vægttabsforløb SundVægt.

Abonnement betales forud for den periode som er inkluderet i abonnementsperioden.

Når du tilmelder dig en abonnementsaftale eller ændrer en eksisterende abonnementsaftale, sender vi en kvittering til kortholder til den email der er tilknyttet brugerprofilen.

Køb af forløb

Hejdoktor stiller forskellige patientforløb til rådighed, som giver adgang til bl.a. online aknebehandling hos vores speciallæger i dermatologi.

Forløbet betales forud for den periode som er inkluderet.

Når du tilmelder dig et forløb, sender vi en kvittering til kortholder til den email der er tilknyttet brugerprofilen.

Bemærk at der ikke ydes refusion af betalingen, hvis behandlingen afbrydes af patienten, eller hvis behandlingen afbrydes grundet graviditet, bivirkninger eller lignende årsager.

Opsigelse og automatisk fornyelse

Du kan til enhver tid og uden begrundelse opsige abonnementet. Du vil fortsat have adgang til sundhedsfaglige konsultationer frem til ophør af den gældende abonnementsperiode, men vil ikke modtage refusion for den aktuelle faktureringsperiode. Du afmelder dit abonnement via din konto på Hejdoktor.dk eller ved at sende en e-mail til hej@hejdoktor.dk.

I tilfælde af overforbrug eller misbrug forbeholder Hejdoktor sig retten til uden begrundelse at opsige et abonnement.

Ved indgåelse af dit abonnement, accepterer du at betale det periodemæssige abonnementsgebyr, indtil abonnementet opsiges. Den første periodemæssige abonnementsgebyr betales straks i forbindelse med køb af abonnementet, og efterfølgende periodemæssige abonnementsgebyrer betales til forfald efter perioden er udløbet og vil blive trukket automatisk.

Vi benytter Reepay til vores abonnements-betalingsløsning.

Afbud og udeblivelse – videokonsultationer

Vi ved godt at dine planer kan blive ændret og du derfor er nødt til at melde afbud. Kan du ikke “komme” til den aftalte tid, skal du melde afbud, så andre kan komme til, og så vi ikke venter forgæves på dig.
Det skal ske senest 12 timer før aftalt tid, ellers vil du blive opkrævet betaling for konsultationen.

Du melder afbud ved at skrive til hej@hejdoktor.dk

Afbud – tekstkonsultationer

Ønsker du at annullere din tekstkonsultation, så kan du gøre dette, indtil sundhedspersonen har besvaret din henvendelse. Herefter er det ikke længere muligt at få refunderet din betaling.

Du melder afbud ved at skrive til hej@hejdoktor.dk

Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner (DKK) og fritaget for moms. Vi accepterer følgende betalingsmetoder: Dankort, Visa/Dankort, Visa, MasterCard, MobilePay samt PayPal.

Abonnementsbetaling

Betales abonnementet ikke rettidigt er Hejdoktor.dk berettiget til at spærre for adgang til tjenesten. Adgangen til tjenesten åbnes igen efter modtaget betaling, medmindre Hejdoktor.dk forinden har ophævet abonnementet.

Hvis dit kort løber ud eller bliver afvist, sender vi dig mindst to påmindelser, inden vi lukker dit abonnement.

Du kan altid ændre dit tilknyttede betalingskort fra din profil-side, som kan tilgås efter du er logget på.

Fortrydelsesret

Kunden har efter betaling 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesretten frafalder efter kunden har foretaget sin første konsultation eller prøvetagning da tilbagelevering ikke er muligt. Kunden anses ved accept af handelsbetingelserne, herunder ved foretagelse af betaling ved brug af betalingskort, for at have givet sit udtrykkelige samtykke til frasigelse af fortrydelsesretten efter første konsultation er udført.

Ændring af priser og handelsbetingelser

Hejdoktor kan fra tid til anden ændre abonnementer og priser. Dog vil prisændringer eller abonnementsændringer tidligst gælde 30 dage efter, kunden har fået besked.

Hejdoktor kan desuden foretage tilføjelser eller ændringer til disse vilkår. Kunden er bundet af de forhold, der gælder på det tidspunkt, kunden tegnede abonnementet, medmindre Hejdoktor underretter kunden om ændringer i vilkår. Ændringerne gælder dog tidligst efter 30 dage fra det tidspunkt hvor kunden er blevet informeret om ændringerne

Forbehold

Hejdoktor.dk A/S tager forbehold for tryk- og prisfejl.

Hejdoktor.dk A/S er ikke ansvarlig for nedbrud af eller svigtende adgang til hjemmesiden, nedbrud i strømforsyning eller internetforbindelse, hærværk på systemet (både fysisk såvel som computervirus og hacking), misbrug af personoplysninger eller andre forhold og omstændigheder, som er uden for deres kontrol.

Sundhedspersoners forpligtelser

  • Tilknyttede sundhedspersoner skal kunne dokumentere at de besidder dansk autorisation

  • Tilknyttede sundhedspersoner må ikke have tidligere eller igangværende klagesager som anses for at være i konflikt med arbejdsbeskrivelsen hos Hejdoktor.dk

  • Tilknyttede sundhedspersoner er i forbindelse med arbejdet hos Hejdoktor, forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

  • Tilknyttede sundhedspersoner er forpligtet til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhed afkræves vedkommende af sundhedsmyndighederne, og til at opfylde den oplysnings- og indberetningspligt, der i øvrigt påhviler vedkommende efter lovgivningen.

  • Alt tilknyttet sundhedspersonale skal overholde lovreglerne om autoriserede sundhedspersoners journalføringspligt i autorisationsloven kapitel 6, §§ 21 – 25.

  • Det sundhedsfaglige personale har journalføringspligt, jf. bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.). Herunder pligt til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1. i Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler. Det sundhedsfaglige personale skal sikre at patientjournalerne indeholder de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Oplysningerne skal journalføres så snart som muligt efter patientkontakten. Det skal fremgå, hvem der har indført oplysningerne i patientjournalen, og tidspunktet herfor.

  • Det er sundhedspersonernes pligt at føre korrekt journalføring for de konsultationer der udføres.

Konsultationer skal overholde de gældende regler for sundhedsfaglig virksomhed. For sundhedspersoners pligter ved behandling af patienter henvises til autorisationsloven. I forbindelse med sundhedspersoners brug af telemedicinske ydelser gør der sig ikke særlige ansvarsforhold gældende. Der er således ikke tale om en selvstændig regulering vedrørende disse ydelser.

Det fremgår blandt andet af autorisationsloven § 17, at læger ved udøvelse af deres virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at ved behandling i form af en telefonkonsultation mv. skal den enkelte læge foretage en selvstændig vurdering af, om de oplysninger om patienten, som den pågældende har modtaget, er relevante og tilstrækkelige.

Hvis den behandlende sundhedsperson på det foreliggende grundlag ikke mener sig i stand til at varetage vurderingen/behandlingen forsvarligt uden en nærmere objektiv undersøgelse, eller sundhedspersonen får mistanke om fejl eller andre usikkerhedsmomenter, skal den pågældende gøre opmærksom på dette over for patienten og vejlede denne i relevant omfang. Hvis sundhedspersonen vurderer, at der eksempelvis er behov for nærmere objektive undersøgelser, skal sundhedspersonen vejlede patienten herom og eksempelvis henvise patienten til anden relevant læge.

Da der er tale om video- eller mailkonsultation, kan der ikke ordineres afhængighedsskabende medicin, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler.

Reglerne for journalføring overholdes, idet der udøves lægelig behandling. Der skal henvises til autorisationsloven og journalføringsbekendtgørelsen.

Hvis det findes hensigtsmæssigt, vil der kunne videregives informationer fra konsultationerne til patientens egen praktiserende læge, således at patientbehandlingen fortsat er forankret hos denne. Spørgsmålet om at sende epikriser til patientens egen læge er omfattet af autorisationslovens bestemmelser om, at sundhedspersoner er forpligtet til at udøve omhu og samvittighedsfuldhed. Det vil sige, at den ansvarlige sundhedsperson for hver patientbehandling skal tage stilling til, om der skal sendes en epikrise til patientens egen læge.

Generelt gælder, at såfremt en sundhedsperson på det foreliggende grundlag ikke mener sig i stand til at varetage vurderingen/behandlingen forsvarligt eller får mistanke om fejl eller andre usikkerhedsmomenter, skal den pågældende gøre opmærksom på dette.

Patientsamtykke og -ansvar

Ved køb af konsultationsydelser giver patienten sit samtykke til at Hejdoktor må indsamle og behandle dennes personlige data i forbindelse med undersøgelse og behandling.

Det er patientens ansvar at opgive korrekte og relevante informationer til sundhedspersonen. I særlige tilfælde kan sundhedspersonen se sig nødsaget til at indhente oplysninger om patienten via dennes journal og FMK (Fælles medicinkort). Bemærk at privatpraktiserende speciallæger indtil videre vil blive udsat for skærpet efterkontrol ved opslag i e-journal, og der vil blive udsendt brev til patienten, da der endnu ikke kan laves automatisk kobling mellem speciallægen og patienten. Se mere herom på på sundhed.dk

Patientrettigheder

Hejdoktor.dk A/S er omfattet af lovkravet om patientforsikring og har derfor tegnet en patientforsikring hos TopDanmark.

For gældende patientrettigheder henvises til Sundhed.dk

Det retlige grundlag for lægefaglig virksomhed ved brug af telemedicinske ydelser er særligt lægeloven, lov om patienters retsstilling (sundhedsloven pr. 1. januar 2007), patientforsikringsloven (lov om klage- og erstatningsadgang pr. 1. januar 2007) og de til disse love knyttede administrative forskrifter. Brug af telemedicinske ydelser er endvidere omfattet af lov om behandling af personoplysninger – persondataloven – og i tilknytning hertil særlig bekendtgørelse og vejledning om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.

Ansvarsfraskrivelse

Hejdoktor.dk A/S kan alene gøres erstatningsansvarlige for de udbudte ydelsers pålydende værdi.

Ethvert link til tredjemands hjemmeside er uden ansvar for Hejdoktor.dk A/S. Hejdoktor.dk A/S påtager sig intet ansvar for eventuelle skader hos kunden som følge af et foretaget download eller eventuel vira m.v. i filen.

Download (hjemtagning fra denne server) af dokumenter sker på brugerens eget initiativ og ansvar.

Brugs- og ejendomsret

Kunden opnår den fulde brugsret til journalen fra konsultationen.

Personoplysninger

Personfølsomme data omhandlende selve konsultationen vil kun kunne tilgås af en autoriseret læge, og vil dermed forblive fuldt fortrolige mellem patient og læge.

Når du klikker rundt på hjemmesiden, indsamles statistiske data. Disse data er helt anonyme, hvilket betyder, at de ikke indeholder oplysninger, der kan identificere dig, selv om du måtte være logget ind.

Følsomme data, der sendes via nettet, er sikret ved brug af TLS kryptering. De servere, der opbevarer data om vores brugere, er placeret sikkert bag en firewall.

Vores indsamling og brug af persondata er beskrevet i detaljer i vores privatlivspolitik.

Nyhedsbreve

Når du opretter en profil på Hejdoktor.dk, accepterer du at vi må kontakte dig med nyhedsbreve og anden information via e-mail. Du kan til enhver tid framelde dig nyhedsbreve igen ved at skrive til hej@hejdoktor.dk.

Cookies

I forbindelse med brug af hjemmesiden gemmes en eller flere cookies på det apparat kunden benytter. Den fulde beskrivelse af vores brug af cookies kan læses her.

Tekniske krav til kundens computerudstyr

Vi forsøger at optimere teknikken på websitet, således at det fungerer i nyeste version af alle de mest udbredte browsere (Firefox, Chrome, Edge, Safari) og operativsystemer (Windows, Mac OS, Linux). Læs mere om vores systemkrav.

Klager og reklamationer

Hvis du ønsker at reklamere, kan du henvende dig til:

Hejdoktor.dk A/S
Århusgade 88
2100 København Ø
CVR-nr. 25000870

Mail: kontakt@hejdoktor.dk

Lovvalg og værneting

Vores ydelser er i enhver henseende underlagt dansk ret, og eventuelle tvister kan alene indbringes for danske domstole.