Gode råd til grillaftenen
Sommeren er over os og grillen er med garanti blevet fundet frem fra sit vinterskjul. Inden du begiver dig ud i de helt store kulinariske udskejelser, er der dog nogle vigtige små regler at huske på, sådan så du passer bedst muligt på dig selv og din familie.
Bakterien Campylobacter findes især i fjerkræ:
Hvis der skal fjerkræ på grillen, er det vigtigt at tage sine forbehold. Rå kyllingesaft må for eksempel aldrig komme i kontakt med den færdiglavede mad. Dette skyldes, at der ellers kan opstå smitte af Campylobacter-bakterien, som forårsager mave-tarminfektioner. En hyggelig grillaften kan altså ende med maveonde, diarré og utilpashed, hvis man ikke adskiller råt og stegt tilstrækkeligt.
Fem gode råd:
Når du tilbereder grøntsager, så lad dem blive på ét skærebræt og kødet på et andet. Man kan eventuelt benytte farvekoder, grønt til grøntsager og et rødt skærebræt til kød
Husk også at bruge 2 fade, nemlig et til det rå og et andet til det stegte
Det samme gælder for grilltængerne, hav et par dedikeret til det rå og et andet til det færdiglavede
Huske at vaske dine hænder hver gang du har rørt ved råt kød
Gennemsteg fjerkræ, hakket kød og mekanisk mørnet kød, da bakterierne kan sidde inde i disse kødtyper.
Husk – Campylobacter dør ved varme
Bakterien dør når maden opvarmes, og kan dermed ikke gøre skade, når blot kødet er gennemstegt.
Hvis man bliver syg med campylobacter
Campylobacter er i dag den væsentligste årsag til bakterielle tarminfektioner i Danmark. I 2016 blev der registreret mere end 4600 tilfælde.
Hvis man er syg af campylobacter, kan man få mavepine, diarré, samt kvalme og feber.
Typisk kommer symptomerne 2-10 dage efter, du har spist mad med bakterien. Langt de fleste bliver raske igen efter et par dage. Det er vigtigt at indtage rigeligt med væske for at forebygge dehydrering som følge af diarré og opkastninger.
Hvis sygdommen bliver alvorlig eller varer længe, er det vigtigt at søge lægehjælp.