De fleste af os kender mindst én, som aldrig nogensinde får myggestik, mens vi andre sidder og klasker myg til højre og venstre for at have vores blod i fred. Hvorfor foretrækker myg noget blod fremfor andet, og hvorfor klør stikkene sådan? Du kan læse svarene lige her:
Myg drages af duft
Helt overordnet så tiltrækkes myg af varme og CO2, altså vores udånding. Der er udført en del eksperimenter i forsøget på at opklare, hvorfor myg foretrækker nogle fremfor andre. Indtil videre er man nået frem til, at der findes nogle særlige duftstoffer, som myggene finder mere dragende end andre.
Myg søger særligt mod blandingen af CO2 og l-lactid acid (fra mælkesyre)
Det er meget forskelligt fra person til person hvordan disse dufte kombineres, og hvor meget duft man udsender
Hvis myggene særligt drages af dig, så har du formentligt en duft, som de rigtig godt kan lide
Hvorfor klør myggestik?
Myggens spyt indeholder nogle enzymer, der er proteiner, som hindrer blodet i at størkne, mens den suger. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer overfor disse stoffer, og derfor oplever nogle også, at det klør meget mere end andre.
Hvis du hæver meget op, når du er blevet stukket, er du formentligt mere overfølsom/allergisk overfor myggestik end andre
Her kan man forsøge at dæmpe hævelsen ved at tage antihistaminer (allergipiller), men husk at læse indlægssedlen grundigt først
Hvordan kan man lindre kløen?
Det lyder måske lidt selvmodsigende, men myggestik klør faktisk mindre, hvis du lader myggen suge færdigt. Når den er mæt, så suger den nemlig noget af sit kløe-fremkaldende spyt ud igen.
Prøv også at vaske stikket med vand og sæbe
Aloe vera gel kan virke både lindrende og kølende
Der findes også mange forskellige salver og myggestifter på apoteket, der har til formål at dæmpe kløe og irritation
Hvis du er meget plaget, så kan du som tidligere nævnt også prøve med antihistaminer
Gode råd til at undgå myggestik:
Myg styres som bekendt meget af deres lugtesans, og de bliver forvirrede og afskrækkede af myggesprays
Hvis du tager løstsiddende tøj på, så mindsker du også ’risikoen’ for at blive stukket, da de dermed har sværere ved at nå ind til huden
Myg tiltrækkes af varme og svedlugt, så det kan også være en god idé med et bad lige før sengetid
Hvis du har en urtepotte med vand i underskålen, et slukket springvand eller lignende stående, så risikerer du, at myggene vælger disse som ynglested. Myg yngler nemlig i stillestående vand