Læge

Overgangsalder, underliv og seksualliv

Overgangsalderen er en naturlig livsfase som alle kvinder gennemgår, men den kan bringe en række fysiske, psykiske og følelsesmæssige forandringer med sig. For mange kvinder kan denne periode give anledning til spørgsmål og bekymringer, særligt omkring underlivet og seksuallivet. Hormonelle ændringer i denne periode kan påvirke både krop, sind og seksualitet, men det er vigtigt at huske, at der er mange måder at navigere i denne periode på. Med den rette viden, omsorg, åbenhed og imødekommenhed kan overgangsalderen blive en periode med tid til selvindsigt og nye muligheder. 

Hvad er overgangsalderen?

Overgangsalderen, også kaldet menopause, markerer afslutningen på menstruation og fertilitet. Den indtræffer typisk mellem 45-55 år, med en gennemsnitsalder på 52 år. Hvis ten på overgangsalder opstår før 45 årsalderen, anbefales det at kontakte egen læge for vurdering. 

Perioden fra man starter med at have tegn på overgangsalder, til man er ’ovre’ overgangsalderen kan vare flere år. Nogle kvinder mærker slet ikke til denne periode, udover at menstruationen aftager gradvist, eller pludselig stopper.

Kvinder der tidligere i livet har fået fjernet livmoderen, men bevaret æggestokkene, går i overgangsalder ligesom andre kvinder, da overgangsalderen styres af hormonproduktionen i æggestokkene. 

De tre faser af overgangsalderen:

  • Perimenopause: Starter ofte flere år før menstruationen stopper helt. Symptomerne kan være uregelmæssige menstruationer, hedeture, nattesved og humørsvingninger.

  • Menopause: Defineres som perioden omkring den sidste menstruation. Når en kvinde ikke har haft menstruation i 12 måneder, betegnes hun som menopausal. 

  • Postmenopause: symptomerne på overgangsalderen aftager gradvist, og kroppen finder en ny balance. 

Blødningsforandringer: 

Det er normalt at have uregelmæssige blødninger i forbindelse med overgangsalderen. Nogle kvinder får kraftigere blødninger, mens andre oplever mindre blødninger. 

Hvis blødningerne er meget generende, kan hormonspiral være en løsning – dette bør dog altid vurderes i samråd med egen læge eller gynækolog. 

Selvom menstruationerne bliver uregelmæssige, er det vigtigt at være opmærksom på prævention, hvis man ikke ønsker graviditet. 

Hvis du efter 12 måneder uden menstruation oplever blødning fra skeden igen, bør du kontakte egen læge. 

Hvordan påvirker overgangsalderen seksuallivet?

Overgangsalderen kan medføre forandringer i seksuallivet, men det betyder ikke, at nydelse og intimitet forsvinder – tværtimod kan det være en mulighed for at genopdage nye sider af sig selv og sit samliv.

Tørre slimhinder

Østrogenproduktionen falder i overgangsalderen, hvilket kan gøre slimhinderne i skeden tyndere og mere sarte. Dette kan føre til tørhed, irritation og ubehag ved samleje, samt hyppig blærebetændelse.

Løsninger til vaginal tørhed:

  • Glidecreme: Vandbaseret glidecreme anbefales ved brug af kondom, mens oliebaseret glidecreme kan være en fordel uden kondom, da den giver længerevarende fugt. Oliebaseret glidecreme må aldrig bruges sammen med kondom. 

  • Hormonbehandling: I nogle tilfælde kan lokal østrogenbehandling være en mulighed. Drøft det med egen læge eller gynækolog hvis du er i tvivl om dette kunne være en løsning for dig. 

  • Naturlige olier: Babyolie kan anvendes som fugtgivende løsning både før, under og efter samleje. 

Det er vigtigt at tømme blæren efter samleje, så bakterier skylles ud og vaske sig med vand i underlivet (ingen sæbe). Efterfølgende kan man med fordel smøre med babyolie i og omkring skeden. 

Træning af underlivet

Bækkenbundstræning er med til at træne muskulaturen i underlivet og øge blodgennemstrømningen. 

Reduceret seksuel lyst

Nogle kvinder oplever et fald i seksuel lyst under overgangsalderen. Dette kan skyldes hormonelle ændringer, søvnforstyrrelser, stress eller følelsesmæssige udfordringer.

Gode råd til at bevare lysten:

  • Åben kommunikation: Tal med din partner om dine behov, lyster og ønsker – intimitet handler ikke kun om samleje.

  • Afstresning: Yoga, meditation eller mindfulness kan hjælpe med at øge følelsen af velvære og forbedre lysten.

  • Bevægelse og blodcirkulation: Motion, og især knibeøvelser stimulerer blodgennemstrømningen til underlivet og kan forbedre sexlysten.

  • Eksperimentér med intimitet: Berøring, massage og sanselige oplevelser kan være en vej til at genopdage lysten.

Intimitet på nye måder

Seksualitet handler om mere end blot penetrerende sex. Overgangsalderen kan være en anledning til at udforske intimitet på nye måder.

Forskellige former for intimitet:

  • Fysisk intimitet: Kys, kram, kærtegn, øjenkontakt, kropssprog, nærvær, at ligge tæt sammen og seksuel kontakt.

  • Følelsesmæssig intimitet: At dele tanker, følelser, sårbarhed, behov og lyster.

  • Intellektuel intimitet: At føre meningsfulde samtaler kan skabe en stærkere forbindelse.

  • Spirituel intimitet: At dele livssyn, værdier og mening med livet. At praktisere bøn, meditation og åndelige ritualer sammen. 

Ændringer i orgasmeoplevelsen

Nogle kvinder oplever ændringer i deres orgasmer under overgangsalderen. Dette kan skyldes hormonelle udsving, ændret blodgennemstrømning eller ændret følsomhed.

Tips til at bevare nydelsen:

  • Brug tid på berøring, stimulering og tilfredsstillelse af kønsorganerne. Orgasme kan udløses på andre måder end ved penetrering, hvilket kan være mere skånsomt for underlivet. 

  • Prøv nye teknikker og stillinger, der kan mindske trykket på slimhinder og muskler i skeden.

  • Lær din krop at kende på ny – onani kan være en god måde at genopdage, hvad der føles rart.

At eksperimentere sammen, og have øget fokus på nydelse i stedet for sex, kan medføre samhørighed, større nydelse og øget lyst. 

Overgangsalderen som en ny begyndelse

Selvom overgangsalderen medfører forandringer, er det også en tid med nye muligheder. Mange kvinder oplever en følelse af frihed, da de ikke længere skal bekymre sig om menstruation eller prævention. Derudover kan det være en tid til at prioritere egenomsorg, velvære og selvkærlighed.

Gode vaner til velvære i overgangsalderen:

  • Kost: En sund og nærende kost kan understøtte hormonbalancen.

  • Bevægelse: Styrketræning, yoga og daglig motion kan hjælpe med at opretholde energi og styrke.

  • Socialt fællesskab: At dele oplevelser og erfaringer med andre kvinder i samme situation kan være en stor støtte.

  • Selvomsorg: Tag tid til dig selv, forkæl dig selv og vær venlig mod din krop.

Overgangsalderen er ikke slutningen på noget – det er begyndelsen på et nyt kapitel fyldt med selvindsigt, nærvær og livskvalitet. Med den rette tilgang kan denne fase i livet blive en mulighed for vækst, styrke og nydelse på nye måder.

Relaterede emner

Overgangsalder