Impingement betyder afklemning – Et indeklemningssyndrom i skulderen opstår når skulderens muskler, sener eller slimsæk bliver klemt mellem overarmsknoglen og skulderbladets loft.
Dette medfører at vævet mellem de to komponenter hæver, og derved fylder mere og derfor lettere kommer i klemme.
Skulderimpingement menes at være årsag til 65% af alle klager over skuldersmerter i Danmark.
Smerterne er mere eller mindre konstante og lokaliseret til skulderen, men kan stråle/trække ned i overarmen til albuen. Smerterne intensiveres gerne, når armen forsøges løftet over hovedhøjde eller når den løftes ud til siden, eller hvis armen skal om på ryggen. Bevægelser som kan være ekstra vanskelige, kan være når tunge ting skal løftes ud fra kroppen, som fx ved at hælde fra en vandkande, eller når man skal ind og ud ind i en jakke eller stram trøje. At ligge på skulderen om natten kan også være svært problematisk.
Årsagen til indeklemningssyndrom kan være flere.
Oftest er det aldersrelaterede slidforandringer som er årsagen og derfor ses skaden oftest hos midaldrende og ældre mennesker, kvinder over 40 år, men faktisk også hos overhåndsatleter som fx dyrker håndbold, badminton og volleyball.
Tilstanden kan også opstå ved en skade på skulderen, som ved et fald eller et ryk i armen.
Overbelastning som ved ensidige gentagne bevægelser over hovedhøjde, kan også være en trigger for tilstanden, fx hvis man maler lofter.
Men der ses altså også en del tilfælde, hvor tilstanden kan opstå idiopatisk, altså vi ved faktisk ikke, hvad der har fremprovokeret syndromet.
De aller fleste gange kommer syndromet snigende og typisk har den smertende skulder været i ”kog” i uger/måneder inden en behandlingsplan bliver iværksat.
Smerterne i skulderen er meget hæmmende for det normale bevægelsesmønster og bevægefriheden bliver kraftigt nedsat. Da kroppen altid vil forsøge at løse en given opgave, bliver den impingementramte vældig god til at bruge kompensatoriske strategier, som fx at løfte skulderåget i stedet for selve skulderen. Denne strategi kan være svær at komme af med igen og dette kan over tid medvirke til mange spændinger og hovedpine.
Det kan tage lang tid at slippe af med sin smertefulde impingementskulder.
Her er råd som ofte kan afhjælpe tilstanden:
Ret dig op
Vores hverdag er meget præget af skærm, telefon og arbejde foran kroppen som gør at man let falder sammen i ryggen og skulderne bliver trukket frem ad. Ved at rette sig op, giver man bedre plads til de afklemte strukturer.
Aflast
Flyt belastninger tættere på kroppen – fx hæld kaffe op tættere på kroppen i stedet for at have en lang og tung vægtstangsarm, som trykker skulderens strukturer sammen.
Hold pause fra fx arbejde, div. opgaver og kast over hovedhøjde.
Træning
Kontakt en fysioterapeut, som kan lægge et individuelt genoptræningsprogram til dig. Første valget til behandlingsstrategi er konservativ – altså træning!
Tålmodighed
det tager 3-6 måneder at træne sig ud af en impingement skulder.
Smertestillende medicin
Ibuprofen/panodil kan reducere smerterne.
Blokade
En blokade er en blanding af lokalbedøvelse og binyrebarkhormon (steroid) som bliver sprøjtet ind i skulderen Formålet med behandling er at dæmpe irritationen og betændelsestilstanden. Blokaden kan reducere smerterne i løbet af 1-2 dage. En del patienter kommer sig alene ved blokadebehandling og træning og kan derfor undgå en operation. Ca. 20% af patienterne vil have behov for en operation.
Operation
hvis smerterne har udviklet sig til en kronisk tilstand, og blokadebehandling, aflastning og træning i 3 måneder af skulderens muskler ikke har haft effekt. Operationen foregår som kikkertoperation (artroskopi) i fuld bedøvelse, hvor man laver et pladsgørende indgreb.
Har du selv skuldersmerter og har brug for guidning og hjælp til at komme din impingement skulder til livs, så kontakt Hejdoktors dygtige og erfarne fysioterapeuter lige her.
Vi sidder klar alle hverdage og du behøver ingen forudgående kontakt med egen læge først.
De bedste hilsner
Hejdoktors fysioterapeuter