Mange forældre er i tvivl om, hvilken tandpasta de skal bruge til deres børn.
Ifølge børnetandlægen er det misforstået, at børn skal børste tænder i tandpasta særligt lavet til dem.
Én ting er, at få et barn til at forstå nødvendigheden af at børste tænder og skabe en vane omkring to daglige tandbørstninger, der varer ved.
En anden ting er at gøre det på den bedst mulige måde for dit barn og dets tænder. En del af det indebærer at vælge den rigtige tandpasta til barnet.
Ifølge tandlæge Anne Mette Stougaard, der arbejder som børnetandlæge til dagligt og er en del af teamet bag Hejdoktor.dk, så skal vi droppe tanken om en særlig tandpasta for de små. Det er helt misforstået, siger hun.
– Det er helt forkert, at tro, at vi skal bruge dem med mindre fluor og en sød smag. De beskytter ikke barnets tænder godt nok, og smagen af slik skaber en dårlig vane, som gør en senere overgang til ”voksentandpasta” vanskeligere, siger hun og forklarer, at forældre i stedet for skal bruges deres egen tandpasta, når junior skal have børstet bisserne.
– Det er misforstået, at børn ikke kan bruge normal tandpasta. Mange forældre tror, at fluorindholdet er for højt i deres egen tandpasta, men det er nærmere for lavt i børnetandpasta. Det beskytter ikke tænderne godt nok. Derfor kan du roligt bruge din egen til dit barn. Generelt siger man, at der skal være en fluorværdi på 1000-1450 ppm (parts per million, red.). Nogle børnetandpastaer har dog det rigtige fluorindhold, siger hun.
Tandpasta til børn – undgå den!
Et argument for at bruge børnetandpastaen fremfor standardversionen er fejlagtigt, at børn skulle få ondt i maven af dem med højere fluorindhold, fordi de ikke spytter ud, men sluger tandpastaen. Men hvis du sørger for at mængden er lille, er det intet problem.
– Der skal altså to tuber til, for at et barn kan blive rigtig dårlig af at spise tandpasta. Det er slet ikke en risiko, når vi børster tænderne med en normal mængde, siger hun og forklarer yderligere:
– I begyndelsen, når der kun er få tænder, er det nok med den allermindste mængde, du kan formå at smøre på børsten. Og når alle tænderne er kommet, kan, hvad der svarer til barnets lillefingernegl, være mere end rigeligt, siger Anne Mette Stougaard og kommer med en sidste opfordring ang. børnetandpastaen:
– Smid bare børnetandpastaen ud. Gør det endelig. Hurtigt!
Fakta: Derfor bør du ikke bruge børnetandpasta
Tandpasta indeholder ikke egentlig fluor, som den vi prøver at undgå i eksempelvis emballage osv., men derimod forbindelsen natriumfluorid. Den er derfor ikke skadelig, som nogle fejlagtigt tror. Til gengæld virker den fantastisk imod huller i tænderne!