Juletid og tandpine
Av av av. Måske har du knækket en tand på flæskesværen, eller måske er dit barn faldet og har slået sin tand. Uanset hvad, er der hjælp at hente, hvis din egen tandlæge holder lukket.
Der findes lokale tandlægevagter og tandskadevagter fordelt rundt i Danmark, og de holder åbent i julen. Vær opmærksom på at der er forskel: Tandlægevagten håndterer tandpiner, og tandskadevagten håndterer akutte tandskader, som fx er opstået i forbindelse med ulykker.
Tandlægevagten
Tandlægevagten kan afhjælpe dine smerter indtil du kan få tid hos din egen tandlæge. Nogle steder skal du booke tid, og nogle steder skal du bare møde op i åbningstiden. Husk dankort eller kontanter og det gule sygesikringskort. Find din lokale tandlægevagt her: www.tandlægevagten.dk.
Hvis du har fået en akut tandskade, skal du kontakte din lokale tandskadevagt. De findes på skadestuer eller akutmodtagelser. Nogle steder skal du ringe først, og nogle steder skal du bare møde op i åbningstiden. Husk det gule sygesikringskort. Find din lokale tandskadevagt her: www.tandskadevagten.dk.